CUIZINE

Dannebrog er et hit i grøntafdelingen

Et væld af mærkningsordninger er over de seneste årtier strømmet ind i supermarkederne, og blandt dem står det danske flag som det stærkeste mærke. Siden finanskrisen er vores fokus på lokale varer steget, og det er en trend, som har sat sig stærkt fast hos både forbrugere og i supermarkederne, fortæller trendforsker.

Går du efter det danske flag, når du handler ind, er du ikke alene. Dannebrog trender på varehylderne, og går du en tur gennem dit lokale supermarked, har du måske lagt mærke til, at det danske flag fylder mere og mere i butiksbilledet. Os danskere er blevet endnu mere glade for det lille Dannebrogsflag, når vi handler ind.

Det tog sin begyndelse i forbindelse med finanskrisen, og er en fortsat voksende trend, fortæller trendforsker og administrerende direktør i pej gruppen, Louise Byg Kongsholm.

”Lige siden den økonomiske krise har vi haft et langt større fokus på det lokale og på det danske. Jeg tror, at mange danskere gerne vil støtte det lokale og danske producenter. Det danske flag giver høj troværdighed, fordi vi har det med at stole på os selv og på vores hjemland. På fødevaresiden er vi et af de lande, der har den strengeste lovgivning ift. madvarer, så på den måde giver det også god mening,” siger Louise Byg Kongsholm.

I supermarkederne har man også taget det danske flag til sig, hvor man i høj grad indretter med blik på, hvilke varer, kunderne efterspørger. Det fortæller analysechef i COOP, Lars Aarup, hvor man arbejder ud fra et fokus på flere lokale varer på hylderne:

”Dannebrog bruges oftere og oftere til at markere de danske varer, og det passer godt ind i en trend, hvor forbrugerne gerne vil vide, hvor maden kommer fra. Os danskere er stolte af vores flag og af vores land. Og så er dét at sætte et flag på en bakke tomater, en nem måde at vise, at der er tale om danske tomater,” fortæller Lars Aarup.

En mærkning, der er til at forstå

Som interesseorganisation for gartneribranchen i Danmark arbejder Dansk Gartneri tæt sammen med de danske producenter af frugt og grønt. Hos Dansk Gartneri rådgiver man gartnere og frugtavlere til at markere deres varer med et tydeligt dansk flag.

“Vi har rigtig mange forskellige mærkningsordninger i Danmark, og det kan godt give lidt forvirring hos os forbrugere, fordi vi slet ikke kan følge med i, hvad de forskellige mærker betyder. Men det danske flag – det er til at forstå,” siger Pernille Bech, seniorkonsulent hos Dansk Gartneri.

Hun peger på de stramme danske fødevareregler, som en af årsagerne til, at de danske varer nærer så høj troværdighed hos danskerne.

”Igennem mange år har dansk frugt og grønt ligget helt i top, når det gælder fødevaresikkerhed – bl.a. pga. vores stramme regler på området. I fødevareproduktionen i Danmark er vi rigtig gode til at tage hånd om vores mad på en ansvarlig måde, og derfor kan man som forbruger også altid regne med, at danske varer er et sikkert valg,” siger Pernille Bech.

 

Dansk Gartneri:
Dansk Gartneri er gartnerierhvervets brancheorganisation.

Dansk Gartneris ca. 500 medlemmer er gartnere, der fremstiller potteplanter, planteskoleprodukter, væksthusgrøntsager, frilandsgrøntsager samt snitblomster og grønt.