CUIZINE

Blåt en enkelt gang…

Dansk design trækker på en fornem tradition for at skabe klassikere, der lever gennem generationer og modstår modens skiftende farver og former. Grand Cru vandglasset hører til blandt disse, men alligevel har Rosendahl ikke kunnet dy sig for at iklæde det velkendte glas en særlig sommerblå farve. Nye fans og samlere skal dog skynde sig, for der er tale om en limited edition, der blot produceres denne ene gang.

Et godt drikkeglas er uundværligt i køkkenet og helst til mange formål! Gennem årene har Rosendahl føjet stadig flere funktioner til det populære Grand Cru glas – øl, vand, vin, drinks, kaffe – men altid i det klare blyfri glas, som sammen med de stilrene riller er blevet seriens kendetegn. Nogle gange kalder tradition dog på fornyelse, og derfor lanceres Grand Cru vandglasset dette forår i en turkis særudgave, der matcher himlen og havet, og emmer af dansk sommer, når den er bedst.

Vandkunst
At drikke rigeligt med vand er en del af en sund livsstil. Ikke mindst om sommeren, hvor varme dage kalder på forfriskninger til store og små. Derfor har Rosendahl valgt at sætte særligt fokus på Grand Cru seriens vandglas med et blåt ”one shot”. Det turkise Grand Cru vandglas rummer 22 cl og kan med fordel blandes med øvrige glas i Grand Cru serien, ligesom det tilfører en glad farveklat til det klassiske hvide service.

Med Grand Cru turkis ønsker Rosendahl god sommer – og minder om, at sol, strand og vand, skal nydes, mens det er her! Ganske som den særlige turkise udgave, der kun føres, så længe lager haves…