CUIZINE

Ostemyter forskrækker unge

1435129_75295184

Ost lugter, feder og er usundt. Særligt unge danskere har mange myter om ost, og myterne betyder tilsyneladende, at unge spiser ost sjældnere end danskerne generelt. Det viser en undersøgelse fra Mejeriforeningen. Eksperter maner myterne til jorden: Ost er en protein- og calciumholdig spise, som sagtens kan indgå i en sund kostsammensætning, siger diætist, og mange oste i dag hverken lugter eller giver ostefingre, påpeger Landbrug & Fødevarer.

– Diætist maner myterne om, at ost er usundt til jorden
– Landbrug & Fødevarer påpeger, at lugtgener fra ost i dag er minimeret

Den kommer i mange afskygninger, osten, og kan anvendes på et utal af måder. Nogle elsker den, men noget tyder også på, at især unge har en del myter omkring ost, og at myterne afholder dem helt eller delvist fra at spise ost. Således spiser unge, som har ostemyter, sjældnere ost (48 pct.) end danskerne generelt (20 pct.). Det viser en ny undersøgelse foretaget for brancheorganisationen Mejeriforeningen blandt 2.019 danskere over 18 år.

Ost feder, ost er usundt, det lugter, og osteskorper er ulækre og giver ostefingre. Det er nogle af de myter, som danske unge har omkring osten. Spørger man fx, hvad de tænker om ost generelt, fortæller næsten hver tredje unge (31 pct.), at ost lugter dårligt, knap hver fjerde (23 pct.) mener, at ost feder, og samme andel (23 pct.) er af den overbevisning, at ost giver ostefingre. Samtidig mener 1 ud af 10 (9 pct.), at ost er usundt.

Klinisk diætist, Charlotte Hartvig, som har flere års erfaring fra bl.a. Rigshospitalet og i dag ejer egen kostklinik, fortæller dog, at ost langt fra er usundt.

”Ost er en essentiel del af en sund kostsammensætning. Den er rig på protein og calcium og indeholder fedt, og alle tre parametre er vigtige i en sund og afbalanceret kost. Et stykke knækbrød med én skive ost (45+) indeholder fx kun 95 kalorier. Alternative mellemmåltider i samme kaloriestørrelse kan være en pære eller appelsin, men frugterne giver ikke meget protein, og man vil derfor ikke opleve samme mæthed som med ostemaden. Det er derfor en rigtig god idé at lade ost indgå i kosten, hvis ikke dagligt så på ugentlig basis”, fortæller Charlotte Hartvig.

Sven Ålborg fra branchesekretariatet for mejeri hos Landbrug & Fødevarer supplerer og maner ostemyterne omkring lugteoste og ostefingre til jorden:

”De kraftig duftende og klistrede oste hører en anden tid til. Takket være en lang række tekniske og moderne muligheder kan ost i dag fremstilles og pakkes, så de passer til vor tids forbrugere. Det kunne mejerierne ikke før i tiden, så dengang var man ikke tvivl, når der var en moden ost i huset. Det ville aldrig gå i dag. Det er dog vigtigt at understrege, at ost stadig har den samme fantastiske smag i dag”.

Om Mejeriforeningen og Vildmedost.dk

Mejeriforeningen er det danske mejeribrugs brancheorganisation. Foreningen arbejder for, via viden og faglig ekspertise, at skabe udvikling i branchen, rådgive medlemmerne og skabe optimale udviklingsmuligheder for mejeribruget i Danmark.

Mejeriforeningen har i juni 2014 initieret kampagnen ’Vild med ost’, som skal gøre danskerne klogere på ost og give dem inspiration til nye måder at spise og servere ost med hovedfokus på den mest solgte ost i Danmark: Danbo-osten. Et element i kampagnen er websitet www.vildmedost.dk , der byder på spændende opskrifter på retter med ost. ’Vild med ost’-kampagnen har til formål at styrke og nuancere kendskabet til ost, især af Danbo-typen, og ostens betydning for den danske måltidskultur.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen om danskernes ostevaner er foretaget af Kompas Kommunikation og YouGov for Mejeriforeningen. Undersøgelsen er foretaget på internettet i juni 2014. 2.019 personer mellem 18 – 74 år har gennemført undersøgelsen – heraf 427 i alderen 18-29 år. Respondenterne er efterfølgende blevet vægtet på køn, alder og region, således at undersøgelsens data afspejler den demografiske fordeling, som oplyses hos Danmarks Statistik.

Undersøgelsens data ejes af Mejeriforeningen og må derfor ikke gengives uden kreditering af Mejeriforeningen.