908523fdb29a7d78_800x800ar

To ministre taler ved Danmarks største event mod madspild, torsdag d. 9. oktober kl. 14 – 17. Torsdag d. 9. oktober kl. 14 åbner miljøminister Kirsten Brosbøl Danmarks største event mod madspild: Sammen Mod Madspild. Miljøministeriet er sammen med forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad arrangør – i samarbejde med EU’s projekt mod madspild, FUSIONS.

Selvom en ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen viser, at madspildet fra detailhandlen er større end hidtil antaget, så er Danmark blandt de bedste, når det drejer sig om at sætte madspild på dagsordenen – og få alle aktører til at nedbringe madspildet.

Flere tusinde mennesker vil samles på Rådhuspladsen d. 9. oktober fra kl. 14-17 og blive bespist med god gratis overskudsmad. Danmarks største event mod madspild byder også på taler af fødevareminister Dan Jørgensen, overborgmester Frank Jensen, direktør i FN’s miljøorganisation UNEP, John M. Christensen og generalsekretær i WWF, Gitte Seeberg. Musikken mod madspild leveres af den kendte DJ, Martin Dreyer.

Det er førende aktører fra fødevarernes værdikæde, der byder velkommen:
COOP starter sammen med Hotel- og Restaurantskolen kampen mod madspild dagen før eventen. Onsdag den 8. oktober vil det være muligt at få hjælp til at handle på bæredygtig vis, når kokke-elever vil stå til rådighed kl. 16-18 for handlende i Super Brugsen på Nørrebrogade i København. Kunderne får gode kokke-råd til, hvad de skal købe for at kunne udnytte de madvarer, de har liggende hjemme i køleskabet.

Og på selve dagen torsdag den 9. oktober samarbejder REMA 1000 med Projekt Hjemløs, Meyers med Katrine & Alfreds Tomater foruden altså Coop med Kokke- og Restaurantskolen. Desuden vil der være boder med WWF Danmark og Miljøpunkt Indre By. Eventen afholdes for andet år i træk i København – sidste år tiltrak den over 6.000 mennesker.
Med i regeringens strategi

“Når vi smider god mad i skraldespanden, er det både skidt for miljøet og for pengepungen. En typisk dansk husstand smider hvert år mad ud for 3.200 kr. Det skal vi gøre noget ved, og vi skal have alle med. Derfor er jeg glad for et initiativ som det her, hvor vi er mange aktører, der sætter fokus på madspild og inspirerer til, hvordan vi undgår at smide god mad ud. I regeringens kommende strategi for forebyggelse af affald indgår der netop en række tiltag mod madspild”, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

En ny undersøgelse fra Miljøstyrelsen peger på, at madspildet fra detailhandlen udgør en større mængde end hidtil antaget. En stor del kan henføres til samarbejdet mellem detailhandel og forbruger. Fx når supermarkederne imødekommer kundernes ønske om et bredt udvalg, men ender med ikke at få udsolgt.

Undersøgelsen konkluderer, at der er et stort potentiale for forebyggelse af madspild og for udnyttelse af overskudsmaden. Derfor er det vigtigt, at aktørerne fra detailhandlen støtter op om Sammen Mod Madspild.

”Vi er tilfredse med, at mange vigtige kræfter fra fødevarernes værdikæde bakker op om denne store event,” siger initiativtager til Sammen Mod Madspild, Selina Juul, der også er stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad. Hun fortsætter:
”Danmark er ved at blive det land i verden, der har madspild højest på dagsordenen. En ny undersøgelse fra Gallup viser, at mere end hver tredje dansker selv mener, at han/hun smider mindre mad ud end for få år siden. Det er meget flot! Vi vil gerne takke vores medarrangør Miljøministeriet, alle vore partnere, bidragsydere og frivillige.”

En international bevægelse
Efter dansk mønster og med støtte fra Nordisk Ministerråd har Sammen Mod Madspild (United Against Food Waste) spredt sig til det øvrige Norden. I løbet af efteråret er der ikke mindre end ni events i Stockholm, Oslo, Helsinki og Reykjavik, hvor lokale har engageret sig stærkt i kampen mod madspild.

Sammen Mod Madspild er inspireret af lignende events i bl.a. New York, London og Sydney. Eventen bliver afholdt som led i en række internationale aktiviteter mod madspild under EU-samarbejdet FUSIONS, som er verdens største alliance mod madspild. 21 europæiske partnere deltager i FUSIONS, deriblandt en del universiteter, FN, danske Stop Spild Af Mad og konsulenthuset Communiqué.

Program for Sammen Mod Madspild, torsdag d. 9. oktober 2013:
Kl. 14:10 – 14:15: Åbning af event og præsentation af program ved Selina Juul
Kl. 14:15 – 14:25: Åbningstale ved miljøminister Kirsten Brosbøl
Kl. 14:25 – 14:35: København bakker op, ved overborgmester Frank Jensen

Kl. 14:35 – 15:30: Loungemusik ved DJ Master Fatman

Kl. 15:30 – 15:40: Derfor mindre madspild, ved fødevareminister Dan Jørgensen
Kl. 15:40 – 15:50: Madspild belaster naturen, ved generalsekretær Gitte Seeberg, WWF
Kl. 15.50 – 16.00: Madspild er en global udfordring, ved direktør i UNEP (FN’s miljøorganisation) John M. Christensen

Kl. 15:50 – 16:50: Loungemusik ved DJ Master Fatman
Kl. 16:50 – 17:00: Tak for i dag, ved Selina Juul

Comments are closed.