Julefrokost

Nye tal fra Landbrug & Fødevarer viser, at julens madspild løber op i 1,1 mia. kr. Meget af madspildet foregår under de mange firmajulefrokoster. Derfor lancerer bevægelsen Stop Spild Af Mad og rådgivningsvirksomheden AgroTech en guide til at undgå julens spild til firmajulefrokoster og andre former for offentlig julebespisning.

Selvom julens madspild ifølge Landbrug & Fødevarer er faldet fra 1,5 mia. kr. til 1,1 mia. – og 7 ud af 10 danskere går op i madspild, er vi ikke i mål endnu. I de seneste år er opmærksomhed på at undgå madspild, også i julen, steget – og der er lavet flere brugbare guides til forbrugere om at undgå julespildet. Men julens madspild opstår ikke blot hos forbrugere. Julemånedens madspildsfælder findes også i forbindelse med de utallige julearrangementer, som afholdes i december. I december er det mere reglen end undtagelsen at både danskerne og skraldespandende bliver overfyldte.

Danmarks største frivillige forbrugerbevægelse mod madspild, Stop Spild Af Mad, samt rådgivningsvirksomheden AgroTech – eksperter inden for madspildsreduktion i kantiner og storkøkkener – går sammen om at lancere en guide til at undgå madspild til firmajulefrokoster. Guiden er rettet mod catering, kantiner og andre former for offentlig julebespisning – i håb om at forhindre at tonsvis af den gode julemad går til spilde.

”Mange danskere forbinder store firmajulefrokoster og julebuffeter ikke alene med overspisning, men også med vulgært madspild” fortæller Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad og initiativtager til kampagnen. ”Men mere er ikke altid ensbetydende med bedre. Derfor er det meget vigtigt at formidle disse gode råd netop inden det hele går løs. Forebyggelse og planlægning er nøglen her, for da maden først har været fremme på bordet, er den ikke til at redde.”

Projektleder hos AgroTech, Johanne Sønderlund Birn, oplever stigende interesse i at forebygge madspild i storkøkkener:

”Det går op for flere, at der er en stor økonomisk gevinst ved at mindske madspild, og det er altså penge på bundlinjen. Som enhver god husmor ønsker køkkenerne naturligvis ikke at løbe tør for mad, men vi oplever at flere er begyndt at servere mindre portioner eller bruge mindre fade. Det skyldes, at storkøkkenerne ikke er interesserede i at smide så meget mad ud og at de oplever, at gæsterne er mere optagede af madspild end tidligere.”

Guide – Hvad kan kantiner, restauranter og cateringfirmaer gøre:

• Lav portionsanretninger i stedet for at anrette på store fade
• Brug tallerkenanretning i det omfang det kan lade sig gøre
• Skift de store buffettallerkner ud med mindre tallerkner
• Skift de store fade ud med mindre fade
• Brug indkøbserfaringer fra tidligere år, når der skal købes ind – og skriv jeres erfaringer fra i år ned, så I har et godt udgangspunkt næste år
• Brug frisk gran og kogler som buffetpynt, så buffeten også ser indbydende ud, når de store fade efterhånden skiftes ud med mindre fade
• Synliggør at I arbejder med at begrænse madspildet. For eksempel via opslag, på intranettet eller skiltning
• Fortæl om resultatet af jeres indsats – og brug erfaringerne næste år
• Overvej at indføre et ”frameld gebyr”, så man betaler hvis man melder fra til julefrokosten i sidste øjeblik
• Udregn gennemsnitlig vægt af et julefrokostmåltid – hvor meget kan en enkelt person overhovedet spise. Tommelfingerreglen er ca. 700 gr. per voksen inkl. brød
• Lav tabeller med råvareforbrug pr. person. For eksempel hvad de spiser af brød, sild, ost, kød, ris a la mande, osv.
• Overvej om tjeneren kan øse maden op til gæsterne, så de ikke selv øser mere op, end de kan spise
• Undersøg hvorvidt det er muligt at donere den gode overskudsmad fra julefrokosten til lokale herberger og væresteder. Kom i kontakt med jeres lokale hjemløseorganisationer via www.stopspildafmad.dk

Hvad kan julefrokostens gæster gøre:

• Støt positivt op om projektet – jo større opmærksomhed der er på at forebygge madspild, des større bliver handling
• Indtænk mindre madspild allerede fra starten, når firmaet begynder at planlægge julefrokosten. Jo tidligere i planlægningen desto bedre
• Husk, at tilmelding til julefrokosten er bindende: melder du fra, er du med til at din del af maden bliver tilovers og ender i skraldespanden
• Gå hellere flere gange til julebuffeten og øs mindre op ad gangen. Her vil du opleve, at du også får mindre tendens til at overspise

Comments are closed.